Et eksistentielt-fænomenologisk perspektiv på mødet mellem terapeut og mennesket-i-terapi, hvorledes psykologfaget har brug for kærligheden og hvorfor kærligheden er essentiel i det terapeutiske møde.
Hvad har kærligheden at gøre med psykologfaget? I mit speciale (2023), og videre væren som menneske og psykolog, er jeg dybt optaget af, hvordan jeg er i verden og med de mennesker, som jeg møder i det terapeutiske rum. Kan det tænkes, at et kærlighedsbegreb som agape kan have betydning for hvordan vi som psykologer er i verden og terapirummet? Du indbydes til refleksion i min undersøgelse af agape, som essentiel i den terapeutiske alliance samt det menneskesyn, vi påtager os som psykologer.
En selvkærlig meditation
Hvor end du befinder dig, mens du læser dette, så inviteres du til at tage din tid. Tag et øjeblik til at trække vejret, dybt, intentionelt og helt for dig selv. Et øjeblik til blot at være. I denne verden, hvor flere og flere mennesker kæmper med psykiske udfordringer føltes det vigtigere end nogensinde at gøre plads til langsommelighed og selvet. Det er med en dyb empatisk tilgang til psykologien og en enorm kærlighed til mennesket, at jeg udforsker og skriver. Jeg håber, at denne tekst kan skabe et kærligt rum for dig, hvor vi sammen kan reflektere og være i kærlighed. Tak fordi du er her.
Agape
Kærlighed er et vidt begreb og kan betyde mange ting, hvorfor jeg vender mig hen imod oldgrækerne, der opdelte kærlighed i fire forskellige kategorier; Storage, Philia, Eros og Agape. Agape forstås som en næstekærlig kærlighed, en kærlighed til menneskeheden (Enright et al., 2022). Det er netop denne type kærlighed, som jeg refererer til, når jeg taler om kærlighed i det terapeutiske rum og i psykologfaget.
Psykolog Robert D. Enright et al. (2022) gennemførte en meta-analyse af begrebet agape og fandt fire gennemgående træk ved dette kærlighedsbegreb. 1) Mennesket, som praktiserer agape, er sig bevidst om dette og forstår, at de giver deres selv til den anden. 2) Selve handlingen af agape skal være motiveret, altså et indre ønske om at gøre godt. 3) Villighed til at hjælpe er en central del af agape, herunder også en vilje til at gøre godt for den anden. 4) Agape må udføres på bekostning af den, som praktiserer; ressourcer som tid, energi og/eller materielle goder tilbydes. I modsætning til de andre typer kærlighed, så er agape ikke nødvendigvis gengældt, men kan forbedre andre menneskers liv og mulighed for at blomstre (Enright et al., 2022). Det er en dybt uselvisk praksis, hvor den, som praktiserer agape, engagerer sig med hele sit selv og ikke forventer at få noget igen. Dette betyder dog, at det er væsentligt, at de (vi) tager sig godt af sig selv for at undgå udbrændthed. Agape kan forstås som en generel indstilling, der kan have utrolig virkning i vores samfund (Iorio & Campello, 2013). Derfor anskuer jeg agape som et virkelig interessant begreb i den måde, som vi er i verden på – også i vores psykologiske praksis. Hvordan er din måde at være psykolog på kærlig? Hvordan praktiserer du næstekærlighed, når du går på arbejde?
Terapeutisk alliance (Terapeut-menneske og menneske)
Den terapeutiske alliance forstås som forholdet mellem terapeut og menneske-i-terapi. Dette forhold er en af de mest studerede faktorer indenfor psykoterapi og har vist sig af signifikant betydning for terapiens effekt på tværs af terapiformer og størstedelen af diagnoser (Flückiger et al., 2018). Det er terapeuten, som bærer det større ansvar for en god alliance, da terapeutens bidrag til relationen har større betydning end den andens bidrag (Del Re et al., 2012). Dog har begge parter betydning for alliancen, hvor gensidig respekt og kemi kan betragtes som væsentlige faktorer for en god alliance (van Rhyn et al., 2021). Psykiater R.D. Laing (1965) havde i høj grad øjne på relationen, som værende betydningsfuld for terapiens udbytte. Her vægtende han empati, autenticitet og dyb forbindelse mellem terapeut og menneske-i-terapi. Særligt inden for eksistentiel terapi forstås den terapeutiske relation ofte som en jeg-du relation fremfor en jeg-det relation (Buber, 1937). Menneske til menneske, mennesket som subjekt. Dette perspektiv kan siges at indeholde en gensidig respekt, da vi blot er to mennesker overfor hinanden. Eksistentiel terapi kan betragtes som en samtale mellem to mennesker, der forsøger at finde meningen med livet (Cooper & van Deurzen, 2019). Det er ikke forventet, at vi som psykologer har alle svar eller kender til livets mening, men det er forventet, at psykologen bl.a. bærer det større ansvar for en god terapeutisk alliance og relation.
“The only sanity is a kind of intense, loving awareness of the present.”
(R. D. Laing)
Et kærligt menneskesyn
Som psykologer arbejder vi tæt med mennesker, tæt med os selv og ofte med dybe intime temaer, som kun afsløres for få. Hvad driver os i vores arbejde med mennesker? Jeg forstår agape som en drivkraft, en motivation, og et ståsted, som bliver vigtig for min tilgang til den terapeutiske alliance og relation. At investere sig selv og intentionelt sætte sig for at gøre godt er dele af agape begrebet, som jeg ofte oplever hos psykologer. En generel kærlighed til mennesket, som kan motiverer, og som også må være tilstede i det terapeutiske møde. Kierkegaard (1847) påpegede, at det er helt essentielt, at terapeuten udviser kærlighed til mennesket. Hvordan kan vi elske mennesket i det terapeutiske rum? Er empati, autenticitet og respekt måder, hvorpå vi kan arbejde kærligt? Jeg overvejer, hvordan vores menneskesyn spiller ind i den kærlige melodi. At se mennesket som (tro)værdigt, kreativt, og kompetent bliver en måde, hvorpå jeg kan vise kærlighed i det terapeutiske rum. Selvom dette måske forbliver uudtalt, så vil det mærkes i rummet, i den måde jeg spørger, intervenere og er tilstede på. Det er ofte sagt, at terapi skal opbygge mennesket. Her bliver kærligheden, agape, helt essentiel for dette arbejde, da kærlighed er opbyggelig.
Kan vi forestille os en næstekærlig opmærksomhed, som bygger på eksistentiel fænomenologi, agape begrebet og forståelsen af den terapeutiske alliance som afgørende for terapien? Hvordan ville en sådan praksis se ud? Kan vi udforske måder at være i verden med kærlighed, ikke blot i terapeutisk sammenhæng, men som en generel indstilling. Glem ej kærligheden i dit terapeutiske virke!