Det er forståeligt, at borgere og magthavere i det moderne samfund ønsker hurtige resultater og løsninger på vores problemer. Det er hæderligt og vigtigt, men har også konsekvenser og det er én af disse konsekvenser, vi gerne vil behandle i denne artikel. Sociologien og psykologien er spækket med akademikere, der har peget på øget acceleration, præstations-, diagnose- og mange andre slags samfund og deres konsekvenser. Det er i høj grad på deres skuldre, at vores holdning står. Vi mener dog, at der mangler et perspektiv, som har sit klare udgangspunkt i de mennesker, der hver dag træder ind ad døren i vores klinik.

I bogen “Træthedssamfundet” beskriver den Tysk-Koreanske filosof Byung-Chul Han, at den dominerende tilstand i det moderne samfund er træthed, i stedet for modstand eller modstandskraft. Han argumenterer for, at vores samfund i dag er præget af en stigende mængde af psykiske og fysiske træthedstilstande, som skyldes den konstante hastighed og acceleration i vores moderne liv. Træthed er ikke længere primært en fysisk udmattelse, som det var i det industrielle samfund, men derimod en mental udmattelse, som skyldes den konstante påvirkning fra digitale medier og en forventning om at være produktiv og tilgængelig døgnet rundt. Vi lever i et samfund, hvor selvudnyttelse er blevet normen, hvor vi altid er til rådighed og sjældent giver os selv tid til at hvile. Som Bilbo siger i starten af Ringenes Herre, så føler han sig som “butter scrapped over too much bread”. Det er blandt andet disse klienter vi møder, for lidt menneske spredt over for meget liv – i et overstræk for at lykkedes med alt på den halve tid.

Hvad skal psykologien gøre?

Dette er et problem, som psykologien med rette kan tage livtag med. Hvad der dog skinner os i øjnene er, at psykoterapien er blevet smittet med accelerationen og det er en del af problemet. Der er mængder af forskellige former for psykoterapi, der alle rummer brugbare værktøjer, teknologier, fortolkninger – og løfter om hurtig lindring af symptomer. Vi mener dog, at visse af disse terapiformer kommer til at love mere end de kan holde. For livet kan ikke lade sig fixe, og tilværelsen vil, uanset den rette indstilling, være lidelsesfuldt til tider og fyldt med svære følelser.

Terapiformer som er smittet med accelerationen kan opleves som endnu en løbetur, vi ikke er i form til. Vi mener ikke, at løsningen på træthedssamfundet er accelererede terapiformer. Hvad vi derimod har brug for, er en langsommelighed for at forstå og støtte den udmattede og måske skal vi finde svaret på en sådan fremgangsmåde hos en, der ved gud ikke skyndte sig. Kirkegaard skriver i “Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift” udgivet i 1846. ”At forstaa er at staae under, at staae i den andens Sted, saaledes staae i den andens Sted, at man forstaaer det, som den anden forstaaer”.

Kierkegaards citat om at forstå det, som klienten forstår, og møde dem der, hvor de er, bliver endnu mere relevant i en tid, hvor mange mennesker føler sig overset og overskredet af den øgede acceleration i samfundet. Terapi kan være et rum, hvor klienten oplever at blive mødt og forstået på en dyb og autentisk måde, men denne autencitet kræver tid. Det er inde i terapirummet, vi skal tilstræbe en langsommelighed, da vi her møder mennesker, der er udmattede af accelerationen i deres liv. Erkendelser skal modnes over tid, som Søren Kierkegaard skriver om hemmeligheden bag alt hjælpekunst.

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.”

Det som Kierkegaard peger på her, synes at være vanskeligt at møde i det nulevende menneskes liv. For hvordan oplever mennesker sig mødt i deres livsverden, når de fleste omkring dem hverken har tid eller overskud til dem selv. Vi mener at psykoterapi, der bygger på de samme accelererede principper som samfundet omkring os, ikke formår at imødekomme netop denne fremmedgørelse, ikke formår at imødekomme netop den træthed. Hvis vi sætter os som eksperter i terapi-stolen for hurtigt og effektivt at lindre, så klienten igen kan komme ud og producere, så er terapien mest et udtryk for en Mere-Forstaaen, der skygger for mennesket foran dem.

Langsommelighedens Terapi

Det er nævnt fra flere, at vi bør kigge mere ud af og gå mindre op i os selv. Stoppe med alt det navlepilleri. Og det er da helt rigtigt, at navlen kan blive rød, hvis vi piller for meget i den. Vores erfaringer som terapeuter er dog ikke, at vi møder mennesker som er alt for optaget af sig selv. Tværtimod tegner der sig mere et billede af mennesker, der føler sig spaltet og mast i at forsøge at slå til alle steder i livet. De vil gerne være rigtige gode døtre, sønner, personer, forældre, venner, veninder og partnere. De tænker ofte på, at de gerne vil skabe en bedre verden, hvor de kan leve mere bæredygtigt både i deres eget og vores fælles liv. Dog føler de sig ofte magtesløse og utilstrækkelige i denne tilstræbelse.

Terapien, der forsøger at forstå den enkelte på den enkeltes præmisser, bliver nødt til at have form som en slentrende gåtur i skoven. Turens tempo er enormt vigtigt. Vi ved alle hvordan det føles at gå hastige skridt fra et sted til et andet. Verdenen rundt om os bliver et bagtæppe af irriterende distraktioner, mens vi har øjet stift rettet mod målet. Terapien skal slentre, fordi der med denne form for møde kan og vil opstå opmærksomheder og dimensioner, som hverken terapeuten eller klienten kunne forudsige. En slentretur, hvor man går og betragter, så verden kan træde frem foran én. Således bliver terapeuten en følgesvend på en langsommelig gennemgang af det levede liv og ikke en accelereret psykisk quick-fixer.

Vi forstår godt fristelsen, især fra politisk side, til at finde hurtige løsninger på store problemer, men disse eksistentielle betingelser og udfordringer lader sig ikke løse hurtigt. Vi står i en øjensynligt uoverskuelig trivselskrise, som vi ikke har held med at modarbejde. Måske er det fordi mistrivslen ikke viser sig i de åbenlyse problematikker, men i livets sprækker, som man kun opdager, hvis man sammen går langsomt.

Træthed

Ahh, du gode træthed. Hvor blev du dog af? Vi kender alle til træthed, og måske desværre også den skyld og skam der følger med, når den melder sin ankomst. Vi begynder at tænke, hvad er der mon galt, mangler jeg vitaminer, træner jeg for lidt, er jeg syg, nu må jeg tage mig sammen. Så den nænsomme gamle træthed, som gerne vil os det godt, får vi svært ved at lade os omfavne af. Den Træthed, hvor der gemmer sig et sprog, der vokser ud af et værensnærvær over for det i livet, der kalder på vores opmærksomhed og omsorg. Trætheden kan være indgangen til at få samling på os selv igen. At vi for en kort stund bevæger os væk fra det altid driftige, kognitive og villende jeg, til et mere eksistentielt nærværende og ansvarligt selv, der tænker og taler med et sprog, der er stemt med det liv, den enkelte ønsker at leve. Hvordan mærkes det egentlig at være mig lige nu? Ikke hvordan jeg kan forstå mig selv via et ‘udefra-blik’, men gennem en undren over, hvordan det er at være sanseligt tilstedeværende i trætheden. Hvad sker der, når trætheden og jeg hænger ud, uden skylden og skammens overvågende blikke.

Trætheden er ikke noget vi har, men i stedet noget, vi er i, eller møder og er forbundet med. Som terapeuter ønsker vi at komme i dialog med den stemthed, det menneske vi møder, er i. At beskrive det gennem levede erfaringer og væk fra det analytiske blik og hen mod et åbent og undersøgende blik. Træthed og hvile kan hjælpe os til at blive os selv samtidige. Hvis vi aldrig giver efter for trætheden, men lader den kapre os, bliver det et liv, hvor vi altid forsøger at indhente os selv.

De svære følelsers trange kår

Vores artikel er et forsvar for de mange mennesker, vi møder i vores klinik, der oplever sig forkerte og udmattede i deres liv på trods af deres mange bestræbelser på at slå til på alle fronter. En væsentlig del af vores følelsesliv og tilstande har meget trange kår i det produktive og accelererende samfund. De mange følelser og tilstande vi her tænker på er bl.a. Træthed, usikkerhed, tvivl, angst og bekymrethed. Dette er blot et lille udpluk.

Vi håber at have stillet skarpt på, at vi allerede når vi mærker disse følelser og tilstande har et andet sprog og erkendelsesapparat til rådighed. Hvordan det enkelte menneske kan have en nænsom lytten indad, så trætheden eller bekymretheden ikke bliver dømt ude. Hvordan vi kan hjælpe mennesker med at hænge ud med denne del af deres følelsesliv, så de ikke oplever sig som forkerte, tabere og utilstrækkelige. Give dem et rum til ikke at skulle skynde sig ud af tilstande, der som oftest vidner om noget, der er værdifuldt og vigtigt at forstå.