Praktik
– priser, rabat, tilskud, betaling, afbud og sikker kommunikation
Tilskud
Mange har mulighed for at få tilskud til psykologhjælp via deres sundhedsforsikring, kommune eller arbejdsplads. Kontakt din kommune, dit forsikringsselskab, din pensionskasse eller din arbejdsplads og hør nærmere om dine muligheder.
RABAT TIL UNGE/STUDERENDE
Vi ved at det kan være svært at få økonomien til at gå op for unge og studerende. Derfor tilbyder vi rabat til unge under 30 år og til studerende i alle aldre.
Rabatten gælder hos Benedikte Kudahl, Kirsten Danielsen; Roselil Aalund og Oliver Meyer.
Prisen pr. samtale med rabat kommer ned på 850-1050 kr. i stedet for vores normalpriser på 1100-1400 kr.
Gratis forsamtale
Hvis du går med overvejelser om at starte til psykolog men er usikker på, hvad det indebærer, eller hvad du kan forvente af et forløb, tilbyder vores dygtige psykologer gratis forsamtaler. En forsamtale skal ikke forstås som en terapeutisk samtale, da den er væsentligt kortere. I stedet er det en invitation til et uforpligtende møde, som kan gøre dig mere afklaret omkring, hvem der er den rette psykolog for dig.
Betaling
Betaling finder sted i forlængelse af samtalen. Du bedes betale via mobilepay eller bankoverførsel.
Afbud
Afbud eller ændringer bedes meddelt hurtigst muligt og senest kl. 9 dagen før din aftale, enten på sms eller mail.
Ellers beregnes fuldt honorar, da tiden har været sat af til samtalen og andre dermed ikke kan få glæde af den. Ved udeblivelse uden afbud betales ligeledes fuldt honorar.
Sikker kommunikation
Grundet de nye data-beskyttelsesregler skal vi som psykologer være meget varsomme med, hvad vi skriver til dig og på hvilke medier.
Det at gå til psykolog er nemlig i sig selv en personfølsom oplysning, som er underlagt høje krav om tavshedspligt og beskyttelse. Nogle kommunikationsveje kan derfor virke kringlede – og indholdet (i sms-beskeder) ret kortfattet.
Skriftlig psykologfaglig kommunikation foretages fra krypteret mail (protonmail). For at sikre dine rettigheder, fremgår det ikke af overskrift eller afsender, at vi er psykologer. Koden til at åbne beskeden sendes til din telefon som sms. Heller ikke heraf fremgår det, at vi er psykologer.
Kun servicemeddelelser fremsendes på almindelig sms. Servicemeddelelser vedrører alene praktisk information, som fx afbud, tilbud om tid, rykning af tid osv. Af disse fremgår kun navnet på din behandler, samt dato og tidspunkter – aldrig at behandleren er psykolog eller at der er tale om en psykolog-aftale.
Ønsker du ikke at modtage servicemeddelelser, eller ønsker du at disse ligeledes krypteres, er dette også muligt. Da skal du downloade app’en Signal, så kontakter vi dig kun dér eller via krypteret mail.