display: non

Psykologhuset

KONVERSA

en del af det eksistentielle hus

Selvværd

Lavt selvværd er forbundet med en følelse af utilstrækkelighed og en grundlæggende tvivl om egen værdi og betydning som menneske i verden. Mange med lavt selvværd er derfor fanget i forestillinger om sociale normer og andres forventninger.

Frygten for at fejle og at blive bedømt som forkert kan føre til stræben efter perfektion. Mange med lavt selvværd forsøger derfor altid at sige det rigtige, at please folk eller på anden måde sikre, at andre aldrig tænker negativt om en. 

Sådanne krav er urealistiske og umulige at leve op til, hvilket kan føre til yderligere negativ selvvurdering. Dermed starter en ond spiral, hvor de høje krav øger risikoen for følelsen af at fejle – og følelsen af at være endnu mere skamfuld og forkert.

Samtalen om selvværd

Lavt selvværd er ikke et individuelt problem, vi skal løse alene. Vores selvværd er forbundet med det grundlæggende eksistentielle behov for at føle os accepteret, forstået og værdsat af os selv og andre. 

Hvis du kæmper med lavt selvværd, kan et terapeutisk rum være et godt sted at starte, fordi det kan skabe en tryg og professionel ramme til at gå på opdagelse i dine bevidste og ubevidste selvvurderinger og kritiske tanker om dig selv. 

Ofte hænger lavt selvværd sammen med tidlige negative erfaringer, kritik fra andre, manglende anerkendelse eller gentagne svigt. Det kan føles enormt sårbart og skamfuldt at skulle åbne op omkring sit lave selvværd, men mange af vores klienter, bliver overraskede over, at det faktisk er en rigtig god oplevelse. 

En vigtig del af behandlingen af lavt selvværd, er netop at lære at stå ved sin sårbarhed og erfare, at den hverken er forkert eller skamfuld, men et almenmenneskeligt vilkår. Først når vi deler vores sårbarhed og bliver mødt med omsorg, respekt og forståelse, bliver der mulighed for at opbygge et bedre selvværd.

Vores dygtige psykologer har mange års erfaring i samtaler om selvværd, så tøv ikke med at kontakte os, hvis du ønsker vores hjælp. Du kan booke en tid hos os allerede i dag.

 

Mød vores specialiserede team af psykologer